Leder nyder vandmassage

En historie af Annika Due, Teamleder for Team Demens i Lolland Kommune.

En fredag morgen ankommer fire teamledere fra Ældre & Sundhed, Lolland Kommune til Snoezelhuset for at afholde deres månedlige ledermøde. Annika Due, Teamleder for Team Demens, udtrykker, at ovenpå en lang uge kan man føle sig lidt ”brugt” om fredagen. Denne fredag lå hendes møder som perler på en snor.

Imens de øvrige arrangerer kaffe inden mødestart, afprøver Annika vandmassagebriksen i 10 minutter ”i videnskabens tjeneste og med henblik på vidensdeling”.

Under massagen påføres lavendelolie på Annikas hænder, og hun får håndmassage med dybe tryk og ledkompression. Hun udtrykker velvære og går oplagt til ledermøde.

Efterfølgende oplever Annika en fantastisk fredag, hvor hun føler sig ”knivskarp, samlet og fattet” med konstruktive møder og klare aftaler. Dagen gik som en leg, udtaler Annika. Dette overskud af energi varede resten af weekenden, så derfor mener Annika, at vandmassage ville være den perfekte start på hver dag.

Boblebad med rødt lys
Boblebad med rødt lys

FAKTA

Vandmassage: Det blå rum er indrettet med en vandmassagebriks, spabad og almindelig massagebriks. I rummet er der også aromadråber til at stimulere lugtesansen, vores mest sensitive sans.

Aktiviteterne i dette rum er afslappende og giver mulighed for at mærke sig selv og blive grounded. Tyve minutters bad giver ro i kroppen til at kunne nyde husets øvrige tilbud.