Snoezelhuset
  • Forside
  • Priser
  • Booking
  • Vores historier
  • Om Snoezelhuset
    • Sanserne i brug
  • Kontakt
  • Forside
  • Priser
  • Booking
  • Vores historier
  • Om Snoezelhuset
    • Sanserne i brug
  • Kontakt

Vores historier


En historie af Socialpædagog Susanne Brendstrup, Bo og Naboskab, Møn
Vi har benyttet Snoezelhuset fra den dag det åbnede og har haft mange gode oplevelser. Vi har en borger, som er udviklingshæmmet - han har især haft  meget glæde af det.
Inden vi kom i Snoezelhuset var han udadreagerende, lukket og anspændt. Nu er der sket en stor forandring med smil, glæde og fysisk kontakt, som tage i hånd osv.
De mange første gange skulle personalet gå foran som et godt eksempel. Vi var med i boblebad, kuglebad osv. Nu er det med fuld fart og smil han går til rummene/aktiviteterne. Selvfølgelig har han også ”dårlige” dage – men vi har haft rigtigt mange gode oplevelser og nyder at komme hos jer.
FAKTA
Kuglebadet er et stort bassin med klare bolde. Boldene giver dybe tryk til hele kroppen. Trykket fra kuglerne får kroppen og sindet til at falde til ro, og mange brugere kan slappe rigtigt af hér.

Fortalt  af unge fra Produktionsskolen
Susan, Produktionsskolen
Jeg synes at Snoezelhuset er en fantastisk oplevelse. Man behøver ikke have et handicap for at nyde det, for det er så fredfyldt, at enhver sjæl vil kunne finde ro i den tid man er der. Samtidig er der også plads til leg og fællesskab, og det kan jeg rigtig godt lide.
Helena K, Produktionsskolen
Min tur i sansehuset har været rigtig sjov og lærerig. Jeg er blevet meget mere åben overfor afslappende meditationsøvelser,  og hvordan det i større grad kan hjælpe på mange problemer. Jeg forstår, efter min tur i Sansehuset, at det er et sted for både voksne og børn, og at det giver gode muligheder for personlig udvikling på mange måder.
Jeg har helt klart nydt de timer i sansehuset meget, og jeg vil uden tvivl komme igen, hvis muligheden byder sig. Jeg vil anbefale Sansehuset til andre, som af forskellige grunde kan have gavn af det interessante, afslappende og hyggelige Sansehus.
FAKTA
Snoezelen betyder: at snuse og at døse. Konceptet kommer oprindeligt fra Holland.
Snoezelhuset eller et snoezelrum, er et sted, hvor man kan komme til at bruge alle sine sanser aktivt og få anderledes nye oplevelser. Disse oplevelser kan virke enten oplivende eller afslappende - et slags "fitnesscenter for sanserne"

En historie af Annika Due, Teamleder for Team Demens i Lolland Kommune.

En fredag morgen ankommer fire teamledere fra Ældre & Sundhed, Lolland Kommune til Snoezelhuset for at afholde deres månedlige ledermøde. Annika Due, Teamleder for Team Demens, udtrykker, at ovenpå en lang uge kan man føle sig lidt ”brugt” om fredagen. Denne fredag lå hendes møder som perler på en snor.
Imens de øvrige arrangerer kaffe inden mødestart, afprøver Annika vandmassagebriksen  i 10 minutter ”i videnskabens tjeneste og med henblik på vidensdeling”.
Under massagen påføres lavendelolie på Annikas hænder, og hun får håndmassage med dybe tryk og ledkompression. Hun udtrykker velvære og går oplagt til ledermøde.
Efterfølgende oplever Annika en fantastisk fredag, hvor hun føler sig ”knivskarp, samlet og fattet”  med konstruktive møder og klare aftaler. Dagen gik som en leg, udtaler Annika. Dette overskud af energi varede resten af weekenden, så derfor mener Annika, at vandmassage ville være den perfekte start på hver dag.
FAKTA
Vandmassage: Det blå rum er indrettet med en vandmassagebriks, spabad og almindelig massagebriks. I rummet er der også aromadråber til at stimulere lugtesansen, vores mest sensitive sans.
Aktiviteterne i dette rum er afslappende og giver mulighed for at mærke sig selv og blive grounded.

Tyve minutters bad giver ro i kroppen til at kunne nyde husets øvrige tilbud
.

Min oplevelse af Snoezelhuset og ikke mindst kugledynen, 
fortalt af Annette Zastrow

 
Jeg har ikke sovet ordentligt siden 2006, hvor jeg blev syg. Grundet en svær depression og deraf en hjerneskade i Hippocampus og Amygdala har jeg sovet ganske få timer og fået meget lidt sammenhængende søvn gennem årene. En hel nats søvn kunne tælles på fingrene. Der var forsøgt med samtlige gode råd og tiltag fra diverse specialister og læger. Endog medicin i flere afskygninger har været forsøgt. Jeg var nået til en form for accept af min manglende søvn, indtil jeg blev præsenteret for Snoezelhuset.
Hold da op. Bare da jeg trådte indenfor dørene, mærkede jeg straks en form for ro og mental fred brede sig i mig. De rum, som gjorde mest for mig, var, hvor jeg virkelig blev grounded. Lyse rum i blide farver, stille musik og film, der afspejlede naturen. Det var her, jeg blev introduceret til kugledynen og massage-sengen med spuledysserne. Det var flere år siden, jeg virkelig havde mærket mig selv og den ro, det gav, var helt fantastisk. Conni (ergoterapeut i Snoezelhuset) opfordrede mig til, at jeg skulle prøve at sove med en kugledyne på 8 kg. Den skulle måske kunne hjælpe på min manglende sammenhængende, dybe søvn.
Jeg var lidt skeptisk, eftersom alt jo var forsøgt, men jeg er godt nok glad for, at jeg lod tvivlen komme dynen til gode. Indenfor ganske få dage sov jeg igennem. Jeg sov hele natten uden at vågne en eneste gang.
Hånden på hjertet. Det er den mest fantastiske opfindelse til dato. Den har forandret mit liv totalt. Før var jeg nærmest zombie i mit eget liv, intet overskud, forsøgte at dulme min enerverende træthed med usund kost, ingen glæde, sociale liv næsten ikke eksisterende, ingen motion, dårlig mor for mine skønne børn. Depressionens grimme ansigt tittede lidt for ofte frem. Alt sammen p.g.a manglende søvn igennem flere år.
Jeg sover stadig hver eneste nat og har fået et fantastisk overskud. Godt humør til trods for mine mentalt irreversible skader. Spiser sundt, dyrker en masse motion, er blevet meget social og har overskud til at være en ordentlig mor for mine børn. Jeg har ikke set nogle tegn overhovedet på tilbagefald og alt sammen kan jeg takke kugledynen for.
Snoezelhuset og ikke mindst kugledynen har givet mig lysten og modet til livet igen.
Læs mere om kugledynen fra Protac hér
FAKTA
Amygdala (på dansk mandelkernen) er et lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. Den er en del af det limbiske system og har forbindelser til hypofysen, binyrerne, lugtesansen og til indtagelse af føde og væske.

Hippocampus er en region i hjernen i den mediale tindingelap. Navnet kommer af den kurvede form der til en vis grad ligner en søhest (hvis betegnelse på latin er hippocampus).
Mennesket har to hippocampi, en på hver side af hjernen. Hippocampus er en del af det limbiske system og spiller en rolle i menneskets orienteringsevne og hukommelse.
Hippocampus er blandt hjernens ældste dele og udviklingen fra archipallium er højt udtrykt hos primater og hvaler.


Kilde: Wikipedia

Neurologiske lidelser

60-årig mand med blodprop i hjernen, altid travlt optaget af sine mange aktiviteter og har svært ved at finde de tiltrængte, rolige stunder, hvor han kan koble fra.
Her i Snoezelhuset elsker han de aktiviteter, der giver ham ro: vandmassagebriksen, vandsengen med musik, gyngestol og især det hvide boldbassin.

"Jeg elsker at føle mig vægtløs i de hvide bolde "
Citat fra bruger
FAKTA
En neurologisk lidelse kan være en blodprop i hjernen, en hjerneblødning eller et kranietraume f.eks. hjernerystelse.

ADHD

4-årig dreng henvises til Snoezelhuset, da han har store problemer i børnehaven. Han kan ikke sidde stille til deres samlinger, han kan ikke stå i kø eller deltage i sociale relationer uden at skubbe eller slå de andre børn. For at skåne sig selv, trækker han sig væk fra de andre og bliver liggende i en sofa.
Derhjemme vil han ikke have tøj på eller gå i brusebad, have klippet negle eller hår.

Efter et par vilde ture i de farvede bolde, hvor jeg trækker ham rundt i anklerne og håndleddene, hviner han af fryd og vil have flere ture. Han lærer at lave koldbøtter på en madras og få masser af stimulation på sin muskel-ledsans og følesans, hvilket hjælper ham til at mærke sig selv og få ro.

"Børnehaven siger hele tiden, at jeg skal holde op med at hoppe, men min hjerne elsker at jeg hopper"
Citat fra bruger
FAKTA
En neurologisk ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse med symptomerne opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet. 2-3 % af alle børn har ADHD.

Kilde: ADHD-foreningen

Udviklingsforstyrrelse

En 45-årig døv-blind mand med udviklingsforstyrrelse kommer i Snoezelhuset hver uge med sit bosted. Han er meget sansesøgende, da han jo mangler synet: den største kilde til sansestimuli i vores system.
For at give ham fornemmelse af sin krop og få ro på en rastløst sansesystem, nyder han et boblebad med duften fra æteriske olier. Her får han stimuleret følesans og muskel-ledsans.
Det er en glæde, at se ham ligge med vandet boblende omkring sig mens han nyder duften af lavendel, som er en beroligende duft.
Da han ikke har verbalt sprog, nyder jeg hans afslappede lyde, når han forlader Snoezelhuset.

 
FAKTA
Udviklingshæmning viser sig allerede i barndommen, hvor sprog, motorik, sociale evner og færdigheder sjældent svarer til det, der ses hos jævnaldrende.

Kilde: Socialstyrelsen.dk.

Quicklinks

Priser
Booking

Kontakt Snoezelhuset i Maribo

Telefon
Mail
54 78 33 63
snoezelhuset@lolland.dk

Snoezelnetværket i Danmark

Hjemmeside
Mail
www.snoezelnet.dk
info@snoezelnet.dk
Picture
✕